Vores historie

Fra småt til godt

Det hele startede i 1997 hvor jeg, Tommy, startede som udlejer i min fritid. Jeg købte nogle gamle brugte borde og stole samt hvid Atalie service fra Føtex i Brønderslev til 100 kuverter. Dette lejede jeg ud fra min bopæl på Starengvej 40 i Brønderslev.
I 2005 købte jeg mit første telt. Dette var hvid- og blåstribet i målene 6×12 m. Hertil lavede jeg selv et nyt trægulv, som kunderne kunne leje sammen med teltet. Efterspørgslen efter teltet var stor, så i 2006 opkøbte jeg endnu et telt i størrelsen 6×8 m.

I 2008 startede jeg op med udlejning på fuld tid under navnet TommyTelt ApS. I takt med at folk begyndte at kende til navnet TommyTelt, steg efterspørgslen på flere telte, hvor efter jeg valgte at udvide virksomheden med flere nye telte samt nyt gulv. Teltene var 6 og 9 m. hvide telte fra Kibæk med sorte tunger og jordslag og gulvet var gråt Ikadan plastikgulv. Det er det klassiske sortiment i høj kvalitet, som man kender den i dag, når man lejer hos TommyTelt. Herudover synes jeg og også, det kunne være spændende med en rodeotyr, så sådan en blev også anskaffet.

I 2009 fik jeg mit første 12 m. telt. Dette var rød- og hvidstribet.

TommyTelt vokser

I 2010 opkøbte jeg Cimbrer Serviceudlejning, som var et mindre udlejningsfirma, der lå på Vesterbro i Aalborg. Vi beholdte lokalerne i Aalborg og kunderne kunne stadig afhente udlejningsartikler herfra, som de plejede. Det varede imidlertid ikke længe, før det kneb med lagerplads på Starengvej. Derfor købte jeg lokalerne på Bilgårdsvej 23 i Tylstrup, hvor der tidligere var blevet produceret solfangere. Her fik jeg indrettet lager, kontor, kantine samt et opvaskerum.

I 2011 opkøbte jeg Nobody Nordjylland. Nobody er et landsdækkende udlejningsfirma som startede i Randers og som er kendt for sine klassiske jukebokse. I slutningen af 2012 opkøbte jeg også Nobody Midtjylland, således at jeg nu ejer Nobody til og med Horsens.

I starten af 2013 investerer jeg i en industriopvaskemaskine til opvask af alt vores service. Vi vælger selv at vaske alt vores service efter brug ved udlejning for at opnå en bedre service for vores kunder, og kontrollere at alt vores udlejningsservice er pænt og rent til når det skal ud til kunderne igen.

Yderligere valgte jeg i starten af 2013 at stoppe med udlevering af varer i Aalborg, da lokalerene her var blevet for dårlige og for små. Hele sortimentet blev flyttet til Bilgårdsvej i Tylstrup, så jeg havde alle produkter under samme tag.

Gazelleprisen

I 2014 begynder firmaet for alvor at tage fart, og vi modtager vores første Gazellepris fra Børsen. Succeen gentager sig i 2015.

I starten af 2016 bliver det også for småt med plads i Tylstrup, og jeg vælger derfor at købe vores nuværende lokaler på Voerbjergvej 36 i Nørresundby. Lokalerne ligger tættere på Aalborg, og derfor er der bedre mulighed for at vores kunder kan komme og besøge mig og min kone Lotte, og se vores flotte showroom og butik, hvor det meste af vores service er udstillet, og hvor man kan finde alt til festen i duge, servietter og bordpynt.

I sommeren 2016 opkøber jeg Aalborg Serviceudlejning, der hidtil har været baseret i Vejgaard. Opkøbet giver vores kunder nogle flere muligheder, når det kommer til udlejning af service til lige præcis deres fest.

I dag har jeg ansat to fuldtidsansatte på kontoret, fem fuldtidsansatte til opsætning af telte og til levering af service, jukebokse mm samt en fuldtidsansat servicemedarbejder. Jeg selv har altid fingeren på pulsen og er med overalt i virksomheden.